Thailand - tirsdag den 09. marts 2004
Shopping i Phuket Town
Jeg vågnede ved 7-tiden efter en god nats søvn. Vejret så fortsat noget gråt ud i dag. Bortset fra i går havde vi ikke rigtigt vejret på vores side på Phuket. Sikkert på grund af de mange bjerge på øen. Allerede inden morgenmaden var det dog lysnet en del...
Vi var lidt dovne her til morgen og var først helt færdige med morgenmaden og klar til at ordne dagens program ved 10-tiden. Begge skræddere meddelte, at de ikke var færdige med vores tøj, så vi skulle komme igen ved 16 - 17 tiden. Så efterlod vi far og mor, for at tage til Phuket Town. Det skulle foregå med den lokale "turistbus" - en gammel tøfkasse - bus eller lastbil med et passagerrum bag på. De kørte i rutefart mellem Kata, Karon og Phuket Town. Taksten for turister var 20 bath, som man skulle betale, når man steg af. De lokale kunne nøjes med det halve.
Vi stillede os i vejkanten og ventede og ventede og ventede. Vi havde hørt, at der kom en bus ca. hvert 20. minut men de 20 minutter blev hurtigt til både 30, 40 og 50, inden der dukkede en bus op. Den var næsten fyldt med passagerer - og poser med bananer. Vi kørte ikke mange meter, før vi kunne konstatere, at far og mor allerede var i gang med dagens første hvil på en af de restauranter, vi havde spist på.
Turen til Phuket Town tog ca. 1 time. Det gik op over de samme veje, som vi havde kørt på, da vi ankom til øen. Sikke en larm fra bussens motor og udstødning. Alene turen var en oplevelse. Der var nok at se, høre og lugte på undervejs. Man blev helt træt af alle de indtryk.
Kort før vi nåede Phuket Town, stoppede bussen og chaufføren gik rundt for at opkræve penge af de resterende passagerer. Det var selvfølgelig for at undgå, at nogen skulle snyde for betalingen, når vi nåede endestationen, hvor man let kunne forsvinde i det kaos, der ville blive, når alle stiger af på en gang.
Vi kørte til endestationen og alle blev bedt om at stige af og så røg vi i den sædvanlige turistfælde. Et par unge thailændere ville gerne køre os ind til centrum, der ifølge dem skulle ligge et par km. fra bussens endeplads. Vi gav udtryk for, at vi gerne ville besøge et lokalt marked og en god boghandler, for at købe nogle plakater med deres fisk på. Det kunne de unge thailændere sagtens klare. De ville køre os frem og tilbage for 50 bath. Alarmklokkerne burde ringe ved den lave pris - og det gjorde den også. Men deres løfte om at køre os til en lokal boghandler, overtalte os - og helt galt kunne det nok ikke gå.
Afsted gik det i deres røde tuk-tuk og efter ca. 10 minutters kørsel, standsede vi ud for en forholdsvis stor boghandel, der lå i et område, der ikke så ud til at satse på turister - så det tegnede godt. I butikken forstod de ikke rigtigt engelsk. Torben spurgte efter plakater, men det mente ekspedienten ikke, at de havde. Vi fandt nu hurtigt frem til dem og da prisen var 15 bath pr. plakat (2,40 kr.), så blev der bare hamstret plakater.
Mens de andre kiggede på plakater, forsøgte jeg at finde en engelsk udgave af en bog om, hvordan thailænderne skærer deres frugter. De kan lave nogle fantastisk flotte blomster til at pynte maden med. Jeg måtte dog opgive. De havde kun bøger på thailandsk om emnet.
Udenfor ventede vores tuk-tuk og de 2 thailændere, der som sædvanlig pippede: "Where' You from? - Oh Denmark, You know Schmeichel?". Så gik det mod et shoppingcenter. Det passede os fint, for det var varmt og sådan nogle er som regel udstyret med et aircondition anlæg! Det så fint ud og vi blev modtaget af en hilsende thai-pige udenfor. Jeg spurgte vores chauffør, om det var et lokalt marked, hvor de selv handlede og det bekræftede han. Det skulle jeg hurtigt erfare var forkert.
Straks dørene åbnede sig, kunne vi konstatere, at det var en af de sædvanlige turistbutikker med en skrædder, en juveler og en souvenirafdeling. Øv, bøv, fælden var klappet! Nå, vi var vant til at takle dén situation og blev enige om at benytte lejligheden til at komme på toilettet. Vi kom hurtigt igennem butikken med skindet på næsen (læs pengene i pungen). Så var chaufføren sikret benzinmærker - hvilket selvfølgelig var årsagen til, at turen var så billig.
Thailænderne ville gerne vise os yderligere 2 steder men det var vores tid for kostbar til, så vi nægtede pure og bad om at blive kørt tilbage til busstoppestedet, for det var såvidt vi kunne se midt i byen og ikke, som de havde bildt os ind, et par km. fra centrum.
De accepterede modvilligt og kørte os retur. Jeg ville egentlig kun give dem de aftalte 50 bath men jeg var i mindretal. De andre mente nemlig, at vi burde kompensere for de manglende benzinmærker, hvor jeg mente, at de skulle straffes lidt, fordi de havde snydt os.
Inde i centrum var der butikker nok at kigge på. Jeg faldt først over en urmager, der måske ville skifte batteriet i mit armbåndsur, der var gået i stå. Urmageren sad og blundede i butikken - så meget, at jeg bare ikke kunne vække ham, så jeg måtte gå med uforrettet sag. Vi ville have lidt koldt at drikke og faldt ind på en lille kaffebar. Klokken var over 13, så vores maver kaldte også på noget fast føde. I kaffebaren havde de kun søde sager, så jeg gik på jagt efter et gadekøkken, hvor jeg kunne købe noget frokost. En stor pose friturestegte stykker forårsrulle-lignende stykker med æg for 20 bath. Nok til at mætte de voksne, for Vibe og Lasse var ikke lige "sultne". Det blev de først 2 minutter efter vi havde forladt kaffebaren. Prisen for 1 øl og 4 sodavand i kaffebaren var 100 bath - billigt.
Ved siden af kaffebaren var der et lokalt marked og de er altid spændende at snage i! Jeg var på jagt efter en wok til min grill. Det var egentlig meningen, at jeg ville have en wok med håndtag til vores kogeplader, men de havde ikke sådan en - så jeg måtte klare mig med en af aluminium til grillen.
Efter at have defileret rundt i markedet en lille times tid, begyndte vi at tænke på at komme hjemad igen. Vi trak hen mod gaden, hvor busstationen var. Jeg havde ikke opgivet håbet om at finde en wok til kogepladerne. En sidste støvsugen gav ikke noget resultat, og vi lod os i stedet overtale til at køre med tuk-tuk retur til Kata.
Jeg ville have chaufføren til at stoppe ved en velassoteret isenkræmmer. Det gjorde chaufføren gerne - og han ville også gerne vise os et shoppingcenter! Jeg kom igen i undertal - de andre accepterede, at lade ham vise os sådan et... Jeg ville hellere betale lidt mere for turen og så blive fri for at se på de turistforretninger med skræddere, juvelerer og souvenirs.
Vores chauffør fandt en god isenkræmmer og snart sad jeg atter i tuk-tuk'en med hele 3 wokker! De andre mente jeg var skør, men det ville nok også få glæde af ustyret!
Afsted gik det mod en butik, der kaldte sig Wang Talang. Man måtte ikke fotografere i butikken. Der var atter en thai-pige, der hilste til velkomst og som bød os ind på en kold sodavand eller en kop kaffe. Dernæst det sædvanlige show med os galopperende gennem butikken - og med salgspersonale stæsende efter os. Et sjovt lille "skuespil". Vi lod os dog lokke til at købe nogle varer denne gang, et par salt/peber sæt og en livrem - til i alt 1.300 bath.
Chaufføren var tilfreds. Han fik sikkert ekstra benzinmærker, når vi handlede. Turen tilbage til Kata Beach, incl. vores ophold i duty free shopping center tog 1 time og 20 minutter.
I Kata sad far og mor bænket i resortets nye restaurant med en irish coffee. Efter en kold øl i bungalowerne, gik turen til prøvning af tøj hos skrædderne. Den ene skrædder var færdig med fars og min skjorte og vi købte hver et flot slips til 250 bath. Ingen rabat at hente på det. Vi havde nok alligevel presset hende i bund med prisen på skjorterne.
Den anden skrædder var også næsten klar. Vi ventede og talte med ekspedienten, der var fra Nepal. Han arbejdede et halvt år i Thailand og var hos familien, når der var lavsæson på Phuket - hvilket var nært forestående.
Alt tøj passede fint - bortset fra Torbens skjorte, der godt kunne tåle en mindre justering. Torben skulle hjem og skrive postkort. Det var jo snart for sent. Far, mor og jeg prøvesmagte en øl på restaurant Buffalo, hvor der var planer om at indtage aftensmaden. Herefter gik mor hjem til Marie, Vibe og Lasse, der var i poolen.
Far og jeg handlede ind og checkede en japansk restaurant. Der var kun 10 retter på menukortet, så den diskede vi...
Kl. 19:30 var der atter samling for en aperitif. Aftensmaden skulle indtages på Buffalo. Det var dyrt men godt. Ca. 600 bath for en 300 grams mørbrad med blåskimmelostesauce. Men hold k... hvor var det bare godt! Vi savnede egentlig kun en god Barolo dertil, men rødvin er desværre alt for dyrt i Thailand...
Godt mætte gik vi tilbage til resortet. Jeg var for træt til at deltage i en godnatdrink, så det overlod jeg til de andre. Var det mon øllet, der gjorde mig så træt???
